Her er vores guide til årshjulet for, hvornår du skal så græs. Vores guide giver de bedste råd for generel god græspleje.

Marts/april

Foråret er her – er du klar?

Sørg for at dit udstyr er i orden. Trænger plæneklipperen til service? Er knivene slebet?
Det er en god ide at få styr på, inden sæsonen starter. Hvis din plæneklipper er sløv, risikerer du gule, flossede ender på dit græs, fordi det bliver slået over i stedet for at blive skåret over. Udover at det ikke er så pænt, så bliver græsset også mere udsat for sygdomsangreb og udtørring.

Når der ikke længere er nattefrost, kan du begynde at klippe din græsplæne.

April/maj

Sådan får du en sund og flot græsplæne

Nu begynder arbejdet med græsplænen, men først når vi er sikre på at vinteren er helt overstået og at græsset er begyndt at vokse.

  1. Først skal der gødes, det hjælper med bekæmpelse af mos og booster græsvæksten der begynder at vokse ved en jordtemperatur på 7 grader.
  2. Så er det tid til at efterså. Dette gør du med den græsblanding, du ønsker. Her skal du vælge græsfrø ud fra hvordan din græsplæne bliver brugt. Er der meget slid på plænen – spilles der meget bold på den, bliver den brugt af hunde osv.
  3. Nu skal der topdresses. Dette gør du ved at sprede et tyndt lag – 0-2 mm vasket sand ud over græsset. Har du større pletter i dit græs, kan du blande sandet med muld. Topdress hjælper plænen til at blive mere tæt og stærk.
  4. Slutteligt gøder du.

Juni/juli

Hold din græsplæne flot hen over sommeren

Du kan med fordel give din græsplæne gødning et par gange i løbet af sommeren. Du skal dog passe på med ikke at komme til at gødske for meget. Dette kan nemlig svide græsset af og efterlade græsplænen med visne, grimme pletter.

Sørg for at klippe din græsplæne jævnligt. Minimum én gang om ugen. Du må nemlig max klippe 1/3 af græsstrået. Hvis der er en tør periode i sigte, kan du dog med fordel lade græsset gro lidt. Dette vil nemlig gøre græsset mere modstandsdygtig overfor tørken. Selvom det visner og bliver gult, er det ikke nødvendigvis gået ud, så hav lidt tålmodighed. Det skal nok blive grønt igen.

Gule pletter i græsplænen

Skulle græsset alligevel gå hen og tage permanent skade af tørke overgødning eller noget tredje, så du kan reparere den ved at efterså:

  • Hak lidt i den gule plet med en rive kultivator eller plænelufter
  • Spred sand eller topdress på pletterne og jævn det lidt ud
  • Strø dine græsfrø udover sandet
  • Riv det let over, så græsfrøene bliver dækket af jord
  • Sørg for at vande pletterne – helst hver dag

August/september

Trænger din græsplæne til lidt ekstra pleje?

Sommeren kan have været hård for din græsplæne. Solen har måske tørret græsset ud, og legende børn og dyr kan være meget hårdt for græstæppet.

Hen mod efteråret er et godt tidspunkt til at så nyt græs. Jorden er varm efter sommerperioden, hvilket får græsset til at spire hurtigere. Hvis du synes plænen trænger til en større omgang pleje, vil nu være et godt tidspunkt at give den ekstra gødning, efterfølgende en topdress og til sidst græsfrø.

Skal du anlægge ny græsplæne – så er det nu

Hvis du skal have anlagt nyt græs, er det også optimalt at gøre det hen mod efteråret, fordi jorden, som nævnt ovenfor, er varmet op efter sommeren. Husk dog at vande det nye græs, hvis der er en periode uden nedbør. Så forbedrer du overlevelsesmulighederne for det nye græs.

Oktober/november

Gør græsplænen vinterklar

Når den gennemsnitlige temperatur begynder at nærme sig 7ºC er det tid til at klippe græsset for sidste gang og her må du ikke klippe græsset kortere end 4 cm. Hvis græsset er for kort, svækkes rodnettet og græsset får sværere ved at overleve vinteren. Omvendt må det heller ikke være for langt – dette kan resultere i sneskimmel, som er en svampesygdom, i løbet af vinteren.

Skal løse blade fjernes fra græsplænen?

Svaret er ja. De løse blade skal væk fra græsplænen. Græsset har nemlig brug for luft og lys for at kunne overleve vinteren.

Et lille tip: Du kan flytte de løse blade ud på dine bede. Her fungerer bladene nemlig som et vinderdække, der afgiver næring og beskytter planterne og jorden nedenunder mod vinterens hårde vejr.

Etablering af ny græsplæne

Her er nogle af vores råd og guides til etablering af ny græsplæne.

Hvornår skal du etablere din nye plæne

Tidspunktet for hvornår du skal etablere en ny græsplæne varierer år efter år. Men det er en fordel at etablere din græsplæne i foråret eller i efteråret, da risikoen for tørke er mindst i disse årstider. Græsset spirer også allerbedst i eftersommer og efterår, hvor jorden er både lun og fugtig.

Sørg for at jorden er klargjort

Hvis jorden er sammenkørt, der hvor plænen skal anlægges, bør den løsnes i dybden ved en såkaldt grubning. En grubber kan lejes, eller en anlægsgartner kan udføre arbejdet. Før plænen anlægges, skal jorden fræses eller graves i en dybde på 25 cm. Fræs først i den ene retning og derefter på tværs.

Alt ukrudt skal væk først

Før den nye plæne etableres, er det vigtigt at du fjerner alt ukrudt. Især flerårigt ukrudt (mælkebøtter, bellis, vejbred mm.) skal man være omhyggelig med at fjerne, da det er vanskeligt at komme af med mellem etablerede græsplanter. Sørg for at få hele roden og rodstumper med ved lugningen.

Planér jorden

Riv jorden grundigt igennem, så klumper og knolde slås i stykker. Gå hele arealet igennem med små skridt så jorden bliver fri for luftlommer. Først på den ene led og derefter på den anden. Træk til slut en lang planke eller en stige hen over arealet (eventuelt med ekstra vægt på), så du får en helt plan overflade. Riv efter med en fintandet rive, så de sidste sten og planterester fjernes, og de øverste centimeter jord bliver løsnet lidt.

Gød jorden

Før etablering af plænen bør jorden gødes, så de nye græsplanter har noget at leve af i den første tid. Det er vigtigt, at gødningen fordeles helt jævnt over arealet. Se vores guide til valg af den rigtige gødning. Følg altid emballagens anvisninger, når du doserer gødning.

Afhængig af mængden af nedbør i perioden efter der er sået, er det en god idé at tilføre 2. gang gødning efter 2-4 uger, så man sikrer optimal tilgængelighed af næringsstoffer.

Undgå blæsevejrsdage

Det er svært at holde styr på de små lette frø, når det blæser, og samtidig øges risikoen for udtørring. Hvis jorden er meget tør, skal den vandes grundigt igennem, før du sår dine græsfrø.

Bland frøene inden du sår

For at få en jævn fordeling af store og små frø som der er i alle græsfrøblandinger, kan du med fordel blande frøene grundigt, før du sår.

Vælg de rigtige græsfrø

Det er vigtigt, at du vælger græsfrø, der passer til det område og den jordtype, der er det sted, hvor du vil anlægge din græsplæne. Overvej hvor meget sol dit græs vil få, og om din græsplæne ligger i læ eller om den særligt udsat for vind. Vælger du dine græsfrø ud fra disse spørgsmål, så du får det bedste resultat.

Eftersåning af din græsplæne

Her er nogle af vores råd og guides til eftersåning af ny græsplæne.

Hvornår skal jeg efterså min græsplæne?

Vi anbefaler, at du eftersår din græsplæne i foråret eller efteråret, da det er på de tidspunkter, hvor græsplænen har de bedste vækstbetingelser.

Det er en god idé at efterså og gøde mindst én gang om året, på den måde holder du plænen smukt år efter år. Se også vores komplette guide til god Plænepleje

Hvilke græsfrø skal jeg vælge?

Når du skal efterså skal du vælge græsfrø ud fra hvordan din græsplæne bliver brugt.

Mængden af græsfrø du skal bruge, afhænger af hvilke frø du bruger og hvor tæt eller åben din græsplæne er.

Sådan gør du:

  • Klip først græsplænen helt kort. Indstil plæneklipperen på laveste klippehøjde, så græsset bliver så kort som muligt.
  • Skab luft i bunden. Gør plads til de nye frø ved at fjerne mos, afklip, tørre planterester og lignende i plænen. Det kan du gøre med en græsrive – Vi fraråder at vertikalskærer græsplænen da det i stedet ødelægger rødderne.
  • Fordel de nye græsfrø. En jævn fordeling af frøene giver en tæt plæne. Brug gerne en spredvogn Du skal bruge ca. 1 kg frø pr. 50 m2.

Skal jeg vande nysået græsfrø?

Du behøver ikke vande umiddelbart efter udsåning. Kommer der til at stå blankt vand, vil frøene svømme sammen, og den jævne fordeling vil blive ødelagt. Hvis der ikke kommer regn den første uge efter såning, bør du vande din plæne men endelig ikke for meget. Lad der gå nogle dage mellem vandingerne og vand først igen når overfladen fremstår tør. Går du først i gang med at vande er det vigtigt, at du fortsætter indtil der kommer regn i større mængder og græsset er godt etableret.

Hvor meget må jeg klippe af græsset?

Klipper du græsset for tæt, vil planten automatisk reducere rodnettet og du vil svække din plæne. Klip først græsset når det over 4-5 cm højt og lad der være minimum 3-3,5 cm højt græs tilbage efter klipning.

Husk gødningen

Giv græsfrøene en god plænegødning.

Brug eventuelt en gødningsspreder den sikrer, at du spreder gødningen jævnt og i den rigtige mængde, som er cirka 20 gr. pr. kvadratmeter.

Gode råd når tørken rammer dit græs

Generelt er det godt at vide lidt om, hvordan man bedst passer på sit græs, når tørken rammer. Herunder kan du få lidt flere gode råd, så du kan hjælpe din græsplæne bedst muligt i løbet af sommerperioden.

Stop med at klippe græsset!

Noget af det allervigtigste i tørkeperioder er, at du stopper med at klippe græsset. Skulle du af en eller anden grund være nødt til at klippe det, så er det bedst for græsset, at du sætter klippehøjden op. På den måde har græsset lidt bedre mulighed for at skygge for sig selv, og bunden af stråene vil dermed blive skånet lidt for den hårde sol.

Grunden til at du skal passe ekstra godt på den nederste del af græsstrået er, at det er her der skyder små nye skud ud. Hvis du har klippet græsset for lavt, vil de små skud visne, og så vil græsset være nødt til at skyde helt forfra, hvilket forlænger den tid det tager for græsset at regenerere markant.

Hvis du har en robotplæneklipper, så husk at få den stoppet, eller sæt klippefrekvensen ned..

Vand græsset

For at undgå at græsset visner helt, er det en god ide at vande. Det bedste er at bruge opsamlet regnvand. Og du skal selvfølgelig lade være med at vande, hvis der er vandingsforbud.

Vejledning til klipning

I forbindelse med vedligeholdelse af en smuk plæne, er det vigtigt at køre maskinen i forskellige retninger end ved sidste klipning. Variationen forhindrer hjulspor i plænen hvilket giver et visuelt bedre udtryk af din plæne.

Ved at benytte en robotklipper vil du automatisk hindre hjulspor i at opstå, idet maskinen veksler sin rute fra gang til gang. Samtidig opnås fordele såsom et minimalt pres på plænen idet en robotklipper vejer væsentlig mindre end alternativerne.

VIGTIGT at bruge opsamler til din motorplæneklipper da, små bunker af græs kan være skyld i at græsset dør under.

Robotplæneklipper

Justeringen af klippehøjden afhænger af, om det er en pynte- eller brugsplæne. Da de fleste haver også bruges til leg, solbadning, grillaftener og andre ting, er en græshøjde på 3 til 5 centimeter her i reglen passende. Sørg altid for skarpe knive, når du klipper græs, så græsset klippes rent over og ikke bliver flået i stykker. Du bør desuden kun klippe græs, når græsset er tørt.
Hvis din græsplæne er en ren pynteplæne, kan den klippes lidt kortere. Generelt gælder dog, at en for kort klipning skader græsplanten. Derfor bør klippehøjden indstilles til mindst 3 centimeter.

Klip generelt hellere med jævne mellemrum og i muligst korte afstande. Det bedste er en bioklipning, hvor det korte stykke der klippes af græsstråene, bliver liggende på græsset og tjener som en naturlig gødning. I den normale vækstperiode om foråret anbefales det at klippe græsset en gang om ugen. I forbindelse med bioklip anbefales det endda at slå græsset oftere. I tørre perioder når græsset vokser mindre, kan plæneklipningen reduceres.

Gror din græsplæne ikke godt? Det kan skyldes forskellige faktorer. Græsplænens sunde vækst hæmmes ikke kun, hvis klippehøjden er for kort, men også hvis den er for lang. Hvis græsplanter vedvarende klippes for lidt, det vil sige hvis græsplænen generelt altid er lidt for høj, så danner de enkelte græsplanter for få sideskud. I så fald kan græsplænen få huller, og gør dermed plads for ukrudt og mos.

Anbefalede klippehøjder

Marts / april: min. 5 cm. klippehøjde.
Maj-september: min. 4 cm. klippehøjde
Oktober: min. 5 cm. klippehøjde

Normalt skal græsslåningen sidste gang ske i oktober måned. Hvis efteråret er lunt, kan det nogle gange komme på tale at slå plænen helt ind i begyndelsen af november måned. Som tommelfingerregel kan du nogenlunde gå ud fra, at sidste græsslåning falder sammen med slutningen af børnenes efterårsferie. Som udgangspunkt skal du stoppe når temperaturerne er på 6-7 grader, da græsset stopper med at gro.

Husk også at rive bladene af plænen for at undgå sneskimmel hen over vinteren. Sørg også for ikke at slå græsplænen som en golfbane sidste gang i løbet af sæsonen ved græsslåningen.

Bruger du en motorklipper?

Det er en dårlig idé at forsøge at spare tid på græsslåningen ved at klippe græsset meget kort. Det stresser ganske simpelt græsset, svækker rodnettet og ukrudtsfrø får betydeligt lettere ved at finde vej til jorden.

FORÅR: I foråret skal græsset altså ikke klippes kortere end 4 cm, og det samme gælder i efteråret. Så har græsset bedre mulighed for at udnytte det mere sparsomme dagslys, og er samtidig bedre beskyttet mod frost.

SOMMER: Når sommeren er i gang (juli til august), og væksten stopper, kan du med fordel sætte klippehøjden yderligere op til 5-7 cm. Igen handler det om, at jo højere græsset er, jo stærkere og mere modstandsdygtigt er det. Det gælder selvsagt også, hvis der skulle komme en længere tørkeperiode.

EFTERÅR: På et eller andet tidspunkt i efteråret når vi til sæsonens sidste omgang. Her skal du gå efter, at græsset helst skal være 4-5 cm, når det overvintrer. Er græsset længere end det, forøges risikoen for svampevækst i plænen væsentligt.

Klippefrekvens

Robotplæneklipper

Vi anbefaler altid robotplæneklipper, da den overholder klippedagene, hvor imod skal vi ud og skubbe mortorplæneklipperen, bliver det ikke altid overholdt 🙂

Normalt slår vi græs fra midt i marts til sidst i oktober. Når du slår græsset for første gang i det tidlige forår, skal plænen være tør og frostfri, og du skal ikke kaste dig ud i det, før græsset er 6-8 cm.

Det har desuden bedst af kun at få taget toppen. Græsset bør derfor aldrig klippes kortere end 4 cm. Til gengæld kan du gøre det lige så tit du har lyst. På den måde bliver græsset mere livskraftigt og kan bedre klare sig i kampen mod ukrudt og mos.

Motorklipper

Normalt slår vi græs fra midt i marts til sidst i oktober. Når du slår græsset for første gang i det tidlige forår, skal plænen være tør og frostfri, og du skal ikke kaste dig ud i det, før græsset er 6-8 cm.

Ekstra tips til pleje af græsset

Pleje af græsplænen kan være lidt en jungle at finde rundt i. Vi har svaret på lidt spørgsmål for dig.
Har du spørgsmål som ikke er besvaret her? Ring til os på 42 36 66 66, så skal vi nok hjælpe dig.

Hvor ofte skal jeg gøde min græsplæne?

Gødning af en god kvalitet holder i 1,5-2 måneder. Gødskning skal helst ske inden regnvejr, eller evt. mens det regner, så du er sikker på at gødningen trænger ned i jorden.

Hvornår skal jeg kalke min græsplæne?

Kalk kan gøre din græsplæne grønnere og styrker rodnettet. At græsset bliver styrket, betyder bl.a. også at vilkårene for mos bliver dårlige og du dermed kan få mindre mos i græsplænen.

Det er en god ide at kalke dit græs i foråret. Afhængigt af mængden af nedbør, tager det noget tid for kalken at blive opløst og trænge ned i græsset. Du kan evt. kalke igen til efteråret.

Hvornår skal jeg sprøjte mod ukrudt?

Der må maksimalt sprøjtes 3 gange årligt, men husk at du som privat ikke selv må sprøjte mod ukrudt, da der kræves et sprøjte certifikat

Hvordan slipper jeg af med mos?

Start med at klippe din græsplæne. Gerne ret kort. Det vil gøre arbejdet med at fjerne mosset lidt lettere. Herefter er den bedste bekæmpelse med gødning der er med til at gøre din græsplæne mere tæt, og derved gøre betingelser for mos svært.

Til slut kan du give du han du give græsplænen topdress og efterså med nye græsfrø af god kvalitet.

Hvordan giver jeg græsplænen topdressing?

Vi anbefaler at du bruger vasket strandsand. Du skal bruge ca. 1 ton pr. 100 m2.

Først fordeles topdress ud over græsplænen med en skovl. Efterfølgende glatter du det ud med bagsiden af en rive så du får topdress helt ned til rødderne. Vil du gerne have det endnu mere jævnt, kan du trække en europalle, med oversiden nedad, hen over plænen. Herefter skal du efterså med de græsfrø der passer bedst til forholdene i din have.